Karoline's Blog, Written Words

Hvorfor snakker vi ikke om mig?

“Hvorfor snakket vi ikke om mig” af Flæs på Teatret Ved Sorte Hest er et af de mest ægte og spot on stykker jeg længe har set!

Med skuespillerne Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Lund Kaufmanas som de eneste på scenen, fremstiller de vores virkelige jeg som satiriske karakter vi alle kan grine af og nikke genkendende til. De fortæller os sandheden om vores forfærdelige selvcentreret hverdag. Deres observationer sætter spørgsmålstegn ved hele vores væremåde i hverdagen og får en til at tænke en ekstra gang over vores opførsel!

Stykket har kun 2 skuespillere som gør det absolut vidunderligt! Det handler om vores generation eller bare vores hverdag og hvor meget lort vi egentlig lukker ud og hvor lidt vi tænker over konsekvenserne. Stykket fangede alle de rette elementer og var simpelhent spot on!

Vi lytter for at svare
Vi taler konstant for at få opmærksomhed.
Vi tænker slet ikke og lukker alt ud vi kan få lov til.

“Hej mor, kan jeg lide hummus? Giv mig et kald”

Et af deres sketchers går på den måde vi piger snakker til hinanden. “Er du stoppet i fitness?” “Har du fået et job endnu!” Vi spørger ikke længere ud fra interesse, men derimod for at se hvor meget bedre vi er end de andre. For at bekræfte, at vi har mere styr på livet end dem, er tyndere eller lykkeligere. Vi bruger ikke tid med vores venner fordi vi kan lide det, men derimod fordi vi føler vi burde. For hvis man er alene er man ensom. Det er sådan vi er opdraget.

Inden showet startede sad jeg og observerede publikum. Foran mig sad tre venner der ihærdigt forsøgte at tage det perfekte selfie til Instagram. Det gik tydeligvis ikke så godt for telefonen gik på tur for at finde den helt rigtige vinkel. I deres ivrighed efter at få billedet, var de ved at slå den udstrakte arm ind i menneskerne foran. “Mig mig mig”. Med et spejl konstant foran os, er det klar at det er alt vi ser.

“Hej mor, burde jeg lave spagetti i aften? Ring til mig!”

Vi griner af sandheden og genkendeligheden. Vi peger på vores venner og udråber “omg det er så meget dig HAHAHA”. Men er det ikke trist? At vi er blevet en generation der ikke kan se ud over vores egen næsetip. At vi ikke kan glæde andre mennesker uden at ville dele det til Gud og hver en mand. “Se jeg købte en gave til hende, se jeg passer mine brødre, se jeg har lavet mad.”

Jeg peger ikke fingre, for jeg er ikke en dag bedre. For her sidder jeg og skriver om MIN oplevelse og får mig selv til at fremstå utrolig kulturel og opmærksom. Næ nej. Jeg er et barn af den sorte selfie sky med Snap, Insta og Face. Holder altid alle opdateret på mig. Men hey hvorfor snakker vi nu om mig? Det skulle jo handle om stykket.

En af de bedste sketches var Facebook fødselsdagen. Vi kender det alle. Hilsenerne ruller ind hele dagen og så er det pludselig slut. 100 hilsener ud af 1300 venner! Hva’ f***??? Vi er ligeglade med andres fødselsdage. Indtil det er vores egen. “Hvordan kunne du glemme den! Du ved det er 3 dage før Sofies og 7 dage efter Peters!!”

Jeg vil ikke røbe hele showet her, men jeg håber virkelig det vil blive forlænget for jeg føler det er et must for alle at se dette show og nikke genkendende. Grine af de falske samtaler vi har og konkurrencer vi holder ubevidst med vores såkaldte venner. Alle de små ting vi siger for at få os selv til at se bedre ud foran andre. Vi kravler op på toppen af menneskerne for at få mest muligt lys på os og glemmer at kigge ned.

“Mig, mig, mig”.

Jeg tror ihvertfald at det har bekræftet min tanke om hvor vi er på vej hen. Og jeg bryder mig ikke om det. Læg mærke til hvor mange gange jeg nævnte migselv i de sætninger… skræmmende. Så måske burde vi prøve at tale med folk som i gamle dage og rent faktisk bryde os om vores venner og ikke bare have dem for at få et godt selfie til Insta. Vi har jo alle brug for en fotograf når vi står ved en flot udsigt….