Poetry, Written Words

Kvartlivskrisen

Kvartlivskrisen rammer dig
pludseligt
hårdt

tager pusten fra dig
inden du når at opdage det

Forvirring
Fortvivlelse
Fornægtelse

Det hele flyder over
Det hele drukner

Hvem er jeg?
Hvad skal jeg?
Hvor skal jeg hen?

Fremtiden banker på men jeg ignorerer det
som jeg ignorerer licens mandes larmende banken
“Jeg er ikke hjemme” råber jeg

Her er tomt
Arbejderne i hjernen har taget fri
Holdt strieke i flere måneder
Efterladt mig her alene

Jeg tænker og tænker
men kommer ingen vegne
tvivler og sammenligner
men til hvilken nytte?

Solen skinner men jeg trækker gardinerne fra
Trækker dynen op og skubber livet væk
vennerne væk
familien væk
kærligheden væk

Jeg har brug for at tænke
brug for at overveje
hvilken person jeg vil være
hvilket liv jeg vil leve

Valget er mit
Det er alt sammen op til mig

Min fejl
Min skyld
hvis jeg ikke er lykkelig
Det er tid til at komme igang
åbne døren og indse
at livet er startet
hvad end jeg er klar
eller ej

Nu vil jeg til at leve det
Jeg syntes du skal gøre det samme

 

Poetry, Written Words

Jeg savner voksne

Jeg savner voksne.
Voksne mennesker der tager ansvar og siger fra.
Mennesker der tør holde grænser og ikke prøver at være en de ikke er.

Dengang ungdommen sluttede som 24 årig og der var en klar grænse.
Nu flyder det hele over.
Stregen er væk.

Jeg savner at have en rollemodel at se op til.
En der vidste hvad de ville og gjorde det.
En der læste artikler, ikke overskrifter.

Jeg savner at lytte til deres råd og tro på dem.
Kunne kender forskel på dem og jeg blot ved vores tøj- og musikvalg.
Nu ligner vi alle hinanden.

Vi lytter til det samme.
Drikker det samme.

Hvorfor er ungdommen så attraktiv?

Vi er alle sammen Peter Pan.
Sådan skulle det ikke være.
Det smukke ved Peter var at han kun var en person.

De er forvoksede teenagere der stadig forsøger at holde fast i deres vilde år.
De kæmper med tømmermænd, mens børnene kravler forvirret rundt.
For børnene forstår det ikke.

De markedsfører sig som venner, men forsøger pludselig at lege forældre. 
De mangler retning.
Mangler system.

Er du min ven eller forældre.
Vælg.
Det er alt sammen valg.

Valget at blive ældre.
Valget at kalde sig selv for voksen.
Det store farlige voksen-ord.

Måske burde vi bringe det på mode igen.
For verdenen fungerer ikke med en flok teenagere der løber rundt og prøver at finde sig selv og meningen med livet.

Nej, måske er det på tide at vi kigger os selv i spejlet.
Og siger det er okay at blive ældre.

At det er tid til at lege voksen.

Karoline's Blog, Written Words

Hvorfor snakker vi ikke om mig?

“Hvorfor snakket vi ikke om mig” af Flæs på Teatret Ved Sorte Hest er et af de mest ægte og spot on stykker jeg længe har set!

Med skuespillerne Mette Søndergaard Nielsen og Sofie Lund Kaufmanas som de eneste på scenen, fremstiller de vores virkelige jeg som satiriske karakter vi alle kan grine af og nikke genkendende til. De fortæller os sandheden om vores forfærdelige selvcentreret hverdag. Deres observationer sætter spørgsmålstegn ved hele vores væremåde i hverdagen og får en til at tænke en ekstra gang over vores opførsel!

Stykket har kun 2 skuespillere som gør det absolut vidunderligt! Det handler om vores generation eller bare vores hverdag og hvor meget lort vi egentlig lukker ud og hvor lidt vi tænker over konsekvenserne. Stykket fangede alle de rette elementer og var simpelhent spot on!

Vi lytter for at svare
Vi taler konstant for at få opmærksomhed.
Vi tænker slet ikke og lukker alt ud vi kan få lov til.

“Hej mor, kan jeg lide hummus? Giv mig et kald”

Et af deres sketchers går på den måde vi piger snakker til hinanden. “Er du stoppet i fitness?” “Har du fået et job endnu!” Vi spørger ikke længere ud fra interesse, men derimod for at se hvor meget bedre vi er end de andre. For at bekræfte, at vi har mere styr på livet end dem, er tyndere eller lykkeligere. Vi bruger ikke tid med vores venner fordi vi kan lide det, men derimod fordi vi føler vi burde. For hvis man er alene er man ensom. Det er sådan vi er opdraget.

Inden showet startede sad jeg og observerede publikum. Foran mig sad tre venner der ihærdigt forsøgte at tage det perfekte selfie til Instagram. Det gik tydeligvis ikke så godt for telefonen gik på tur for at finde den helt rigtige vinkel. I deres ivrighed efter at få billedet, var de ved at slå den udstrakte arm ind i menneskerne foran. “Mig mig mig”. Med et spejl konstant foran os, er det klar at det er alt vi ser.

“Hej mor, burde jeg lave spagetti i aften? Ring til mig!”

Vi griner af sandheden og genkendeligheden. Vi peger på vores venner og udråber “omg det er så meget dig HAHAHA”. Men er det ikke trist? At vi er blevet en generation der ikke kan se ud over vores egen næsetip. At vi ikke kan glæde andre mennesker uden at ville dele det til Gud og hver en mand. “Se jeg købte en gave til hende, se jeg passer mine brødre, se jeg har lavet mad.”

Jeg peger ikke fingre, for jeg er ikke en dag bedre. For her sidder jeg og skriver om MIN oplevelse og får mig selv til at fremstå utrolig kulturel og opmærksom. Næ nej. Jeg er et barn af den sorte selfie sky med Snap, Insta og Face. Holder altid alle opdateret på mig. Men hey hvorfor snakker vi nu om mig? Det skulle jo handle om stykket.

En af de bedste sketches var Facebook fødselsdagen. Vi kender det alle. Hilsenerne ruller ind hele dagen og så er det pludselig slut. 100 hilsener ud af 1300 venner! Hva’ f***??? Vi er ligeglade med andres fødselsdage. Indtil det er vores egen. “Hvordan kunne du glemme den! Du ved det er 3 dage før Sofies og 7 dage efter Peters!!”

Jeg vil ikke røbe hele showet her, men jeg håber virkelig det vil blive forlænget for jeg føler det er et must for alle at se dette show og nikke genkendende. Grine af de falske samtaler vi har og konkurrencer vi holder ubevidst med vores såkaldte venner. Alle de små ting vi siger for at få os selv til at se bedre ud foran andre. Vi kravler op på toppen af menneskerne for at få mest muligt lys på os og glemmer at kigge ned.

“Mig, mig, mig”.

Jeg tror ihvertfald at det har bekræftet min tanke om hvor vi er på vej hen. Og jeg bryder mig ikke om det. Læg mærke til hvor mange gange jeg nævnte migselv i de sætninger… skræmmende. Så måske burde vi prøve at tale med folk som i gamle dage og rent faktisk bryde os om vores venner og ikke bare have dem for at få et godt selfie til Insta. Vi har jo alle brug for en fotograf når vi står ved en flot udsigt….

Karoline's Blog, Written Words

1. august

Kender du det når man er blevet så såret at man gør alt for ikke at falde igen.

Man tør ikke smile sødt, klæde sig flot eller sige frække ting, for hvad hvis det kunne misforstås. Hvad hvis der var en, der så igennem det hele og ville have dig på trods af det. En der var ligeglad, om du ikke turde ryste med røven eller blinke frækt. En der forstod, hvorfor du gemte dig på dit værelse, mens de andre var ude og lege. Hvorfor det at starte virker umuligt, for så dukker det hele op igen. Alle minderne du har gravet ned, kommer frem og minder dig om, hvor dum du var. Ulykkelig og naiv. Intet kan skjule det mere. Vi gemmer os for at glemme, men husker mere end nogensinde.

Hvis vi ikke tør gå ud, går det aldrig væk. Hvis vi ikke åbner døren, er vi lukket inde for evigt. Jeg vil ud igen, men mangler en hånd. Jeg mangler en stemme, der siger det er okay. Siger han vil gribe mig, for han er ikke som dig. Og så må jeg blot stole på det. Lukke øjnene og lade verden ramme mig endnu en gang. Blink og tæl til tre.

 

Translation: 

Do you know that feeling, when you’re been hurt so much, that you’d do anything to prevent yourself from falling.

When you’re scared to give a sweet smile, dress nicely or say sassy things, for what if it could be misunderstood. What if there was someone, who say through everything and wanted you despite of it. Someone who didn’t care if you were scared to shake your ass or blink at strangers. Someone who understood why you were hiding in your room, while the rest were out playing. Why, starting, seems impossible, for then it will all come back to you. All the memories you’ve hidden, will come back and remind you, how stupid you were. Miserable and naive. Nothing can hide it anymore. We’re hiding to forget, but end up remembering it more than ever.

If we don’t dare to step outside, it will never go away. If we don’t open the door, we’re shut inside forever. I want to go out, but need a hand. I need a voice telling me it’s okay. Tells me he will catch me, for he is not like you. And I must simply trust him blindly. Close my eyes and let the world hit me once again. Blink and count to three.